12/7vi ligger for anker i regnvejr og 10 s/m lige uden for havne i Cameret som er en meget flot naturhavn. Vi ankom natten til d. 11/7 efter at have tilbage lagt 180sømil fra Cherbourg hvilket tog næsten 40 timer mod forventet 36 timer. Modstrøm er en faktor som spiller en stor rolle i disse farvande og specielt når man ender med at få den i mod sig. Det var første gang at vi har været uheldige at få vind og strøm i modsatte retninger, hvilket er noget rigtig lort. Heldigvis var vindstyrken kun 7-8 s/m men jeg skal love for at vi blev vugget og vippet. Vi planlagde at sejle uden om de engelske kanaløer (der er ikke meget vand når man som vi stikker 2,25m) - vi må se dem en anden gang. Ruten var lagt et godt stykke uden om Alderney og med vinkel ned mod Ile D´ouessant, hvor vi skulle inden om via Chanal du Four. Vejrudsigten sagde modvind mellem 5-8 s/m hvilket passede hele vejen indtil vi kom til Chanal du Four, hvor vi endelig kunne få lidt slacks på skøderne. Undervejs på turen har vi måtte have motoren til hjælp pga. den megen modstrøm. Det er ikke særlig "fedt" at noterer i lookbogen, at vi sejler baglæns, eller at vi reelt kun har sejlet en sømil på en time. Vi når Chanal du Four omkring kl. 22 og efter en times sejlas bliver vi enige om at stryge sejlene mens vi stadig kan se noget. Bedst som vi er igang med at stryge sejl bliver vi kontaktet af den franske coastguard, som lige vil hører, hvad vi er for nogen og hvor vi skal hen. Tilbage til sejlene som selvfølgelig driller, men ned kom de endelig og det samme gjorde mørket. Det var lidt mere end spændende at sejle ind mod havne i Camaret. Masser af modlys fra byen og en del ankerlæggere uden lanterner og ikke at forglemme en masse fiskegarn. Bedst som vi var klar til at kaste ankeret - virkede ankerspillet ikke, hvilket dog viste sig kun at være et stik som der var blevet slukket for. Klokken 01 var vi klar til at tørne ind - godt trætte. Det var noget spændende at kikke ud næste morgen for at få et overblik over hvor vi egentlig havde fået os lagt. Det var nu ikke helt så galt. Gummibåden blev søsat og vi kom ind og fik provianteret og købt noget internet. Vi begynder nu efterhånden at kunne mærke, at vi er kommet lidt syd på, men selv her i Camaret er sommeren endnu ikke kommet. 20grader og let overskyet. Det ser dog ud til at sommeren er på vej i næste uge, og Ugribérne viser fornuftigt vejr til en tur over Bicayen med afgang søndag eller mandag. I Brest som kun ligger 10sømil her fra er der i den næste uge træf for store sejlskibe, så vi planlægger en tur der til - om det så bliver med færge eller bus vides endnu ikke. Her i Camaret ligger en anden dansker Leif, som er på vej hjem fra middelhavet, så vi får masser af godt tips fra ham. Leif har sejlet rundt i middelhavet i 4 år og har været rigtig meget rundt i det tyrkiske farvand. Det er jo altid rart at få ideer om, hvor det er billigt og godt at ligge. Indtil nu har havnepriserne været pænt over, det vi havde håbet, op til 58Euro/døgn. |